Naturområder på Lolland
Her kan du læse om Lollands naturRavnsby Bakker
Landskabet ved Lindet og Ravnsby Bakker ligner ikke resten af Lolland. Her ligger bl.a. Sildebjerg samt ikke mindst Bavnehøj, som er Lollands højeste bakketop. Det er et kuperet terræn dannet i den sidste istid og er karakteriseret ved dets markante dybe lavninger. Fredningsområdet ligger i en tunneldal, der går fra Ravnsby Bakker over Vesterborg til de tørlagte dele af Nakskov Fjord. I slutningen af istiden er isen på dette sted ikke smeltet jævnt væk. Store isblokke, der blev afskåret fra gletsjeren, blev dækket af et isolerende jordlag og smeltede derfor først hundreder af år senere. Da disse blokkes dødis endelig smeltede bort, efterlod de sig store dybe huller med stejle sider. De er i dag søer og moser såsom Lyngmose og Uglemose (og Møllelung uden for fredningsområdet). Disse dødishuller drænes alene via afstrømning til grundvandet, og har altså hverken til- eller fraløb. Ravnsby Bakker er såkaldte ”falske bakker”, idet de er dannet af en isaflejret højtliggende flade med huller efter de store klumper af dødis. Denne højtliggende flade benævnes også som en kamebakke. En kamebakke er dannet i en lavning ved fronten af eller foran en gletsjer, hvor grus og sand aflejres fra gletsjerens smeltevand, og den har ofte stejle sider og flad top.